|
| Anna var skeptisk, da hun fik tilbuddet om at få kaniner. ”Jeg troede, at jeg skulle have en ged,” griner hun. I dag har kaninerne givet hende og familien fremgang. |
Det er midt i den tørre periode. Markerne ligger afsvedne hen, fylder luften med støv, som knaser mellem tænderne og begrænser udsigten til de spredte små bjerge, som præger det centrale Malawi. Men de brune farver, som dominerer denne årstid, brydes af et lille grønsagsmarked, hvor kvinder i alle aldre og i farverige chitenjes sælger tomater, løg, kartofler, kål og meget andet. Her er humøret højt og stiger yderligere, hver gang en lille lastbil køber stort ind, før den fortsætter sydpå mod hovedstaden.
Anna Moya er 42 år og sammen med hendes mand Mazayi har hun syv børn og bor i Phyutu. Midt i mellem sine flot stablede tomater mindes hun, at der for bare få år siden ikke var nogen af kvinderne på markedet, som havde grønsager i overskud. Anna havde i lang tid ikke engang nok til sig selv og sin familie.
”I 2005 var vi særligt hårdt ramt af tørke, som ødelagde høsten to gange. Majsen var vores eneste afgrøde dengang, og vi var alle fortvivlede. Vi blev langsomt meget svage og tynde. Børnene blev syge og mange svage og ældre døde. Vi blev tynde, men vores hoveder og kroppe føltes så tunge, at vi ikke kunne arbejde,” fortæller hun.
Men efter flere år med fejlslagen høst og sult, på grund af mangel på regn, blev Anna og hendes landsby engageret i et projekt med Folkekirkens Nødhjælps partner Christian Service Commitee, som skulle hjælpe dem ud af den kritiske situation.
Læs også: Julehjælp -- gaver, der gør en forskel.
Smil på læben
Som det første modtog alle de involverede i landsbyen uddannelse i at optimere og variere deres små landbrug og i at sikre god ernæring og bæredygtigt husdyrhold. Flere i landsbyen modtog derefter høns og geder, men som den første i landsbyen modtog Anna kaniner.
”Jeg var lidt skeptisk i starten, da jeg havde håbet på en ged,” griner Anna, efter at hun med et snuptag har indfanget en stor hvid kanin, som hun med et bestemt udtryk viser frem, mens hun fortæller:
”Jeg fik to hanner og tre hunner. Kaninerne var i første omgang til låns, for betingelsen for at modtage kaninerne var, at jeg skulle give ligeså mange kaniner videre til en anden trængende familie, som jeg havde modtaget.”
Da Anna herefter fik såsæd, gik hun straks i gang i køkkenhaven og i marken. Majsen blev plantet på en ny måde og aldrig havde Anna og hendes mand plantet så mange forskellige grønsager før. Med sin nye viden om gødning begyndte Anna og hendes mand også systematisk, at blande kaninafføringen i jorden i både marken og køkkenhaven. Resultatet udeblev ikke, og familien høstede deres største nogensinde.
Angst for at sulte
Landsbyen har også fået opstillet et overrislingsanlæg med vandpumper drevet af solpaneler, så de nu er i stand til at dyrke deres køkkenhaver og marker i den tørre tid, men også når regnen svigter i regntiden. Mens Anna arbejder i køkkenhaven med to af sine drenge, Mark på 17 år og Wilned på 14 år, siger hun:
”Tidligere kunne vi ikke vande vores køkkenhaver på denne tid af året. Vi kan heller ikke stole på, at regnen vil falde som tidligere, og de senere år har vi endda oplevet lange perioder med tørke midt i regntiden. Med min nye viden om gødning, kaninerne og overrislingsanlægget føler jeg mig ikke længere sårbar som før.”
|
| To hanner og tre hunner. Fem kaniner blevet til mange. De giver mad til familien og gødning til markerne. |
Det er dog tydeligt at sulten og oplevelsen af, at være så sårbar har efterladt mentale spor hos Anna. Efter en lille tænkepause tilføjer Anna, med en fortrolig stemme, at angsten for at sulte kan komme når som helst, selv når hun arbejder i sin køkkenhave mellem alle sine tomater, løg, kål og bønner.
Fremtiden
De fem kaniner er siden er blevet til enogtyve! Seks er givet videre til andre trængende fra landsbyen, nogle er solgt, mens andre er spist, som et godt proteintilskud til en ellers ensidig kost. Anna tager sig godt af sine kaniner og er gennem sin uddannelse blevet meget opmærksom på syge kaniner, foder og bæredygtig avl, så hvor de tidligere mistede mange husdyr på grund af sygdomme, er ingen af familiens kaniner døde.
Anna fortæller også, at hun i takt med, at antallet af kaniner vokser, nu også kan sælge kaninafføring på markedet, så kaninerne også på den måde kan bidrage til husholdningen og skolepenge.
”Kaninerne har ændret meget i vores liv. Ja, faktisk alt. For få år siden var vi sultne og gik i det samme tøj hver dag. Det var uværdigt, og vi var nedslåede. I dag har jeg nyt tøj på, mine børn går i skole, vi er mætte og kan spare op.”
Anna ser igen meget bestemt ud, men lyser straks op i et stort grin, mens hun slår sig på lårene og siger:
”Om ti år er jeg stor og tyk og måske har vi en bil, ha ha ha,” griner hun hjerteligt.
|
Folkekirkens Nødhjælp |
