For mindre end et halvt år siden så Anna Moya på 42 år lyst på tilværelsen.
Hun havde et sundt kuld på 14 kaniner og en voksende flok høns.
I lokalsamfundet var hendes sociale status ved at forbedre sig.
Hun blev ikke længere anset for at være fattig. For sammenlignet med sine naboer havde hun mange små husdyr.
Med de evigt stigende priser på organisk gødning var dyrenes ekskrementer også nyttige som gødning til Annas køkkenhave.
Og resultat kunne alle se. Hendes høst blev bedre, hvilket betød større indtægter for Anna, hendes mand Mazayi og deres syv børn.
Kun to kaniner tilbage
Men en søndag morgen sent i maj måned knustes hendes drømme.
Hun vågnede og fandt til sin gru kun to kaniner tilbage i indhegningen.
Og hendes voksende flok på 23 høns var heller ingen steder at finde.
Det var tydeligt, at tyve var brudt ind i dyrenes bur og havde ødelagt det samtidig.
”Kaninprojektet gik så godt,' siger hun. 'Jeg havde klaret at købe kyllinger efter at have solgt nogle af kaninerne måneden før tyveriet.
Jeg havde også brugt nogle af pengene til at købe gødning til min majsmark,” siger Anna med rystende stemme, der afslører hendes undertrykte følelser.
Opgiver ikke
Skaderne på burene var barbariske.
Det engang så stolte dyrehus, der stod så stolt dér bag Annas hus, er nu bare en bunke murbrokker.
Den minder hele tiden Anna om, hvor tæt hun var på at få succes.
”Jeg opgiver ikke kaninprojektet,” siger hun med fornyet energi.
”Jeg har opnået så meget på kort tid, som jeg ikke kunne have gjort, hvis jeg ikke havde været i gang med kaninbruget,”
erklærer Anna med et stort smil, der lyser af fortrøstning.
Nu har Anna bygget et foreløbigt bur på husets veranda, tæt ved sit soveværelsevindue.
'Jeg kan ikke have dem inde i huset, det bliver for varmt.
Så jeg besluttede at bygge dette lille bur foreløbigt. Ingen kan stjæle dem, fordi jeg kan høre al uro herfra.'
Kaninunger på vej
Anna var faktisk ikke klar over, at kaninerne venter unger.
Det fandt hun først ud af, da vi bad om at se dem og fortalte hende nyheden.
Anna blev glædeligt overrasket over sine kaniner og næsten hoppede af glæde.
”Nu må jeg bygge en ny løbegård hurtigst muligt,' siger hun henrykt.
'Men jeg bliver nødt til at bygge den så tæt på soveværelsesvinduet som muligt. På den måde kan jeg afskrække tyveknægtene,” tilføjer hun.
Til trods for tyveriet fortsætter Anna med sit grøntsagsbrug.
I starten af maj var hun så heldig at få to grise fra Folkekirkens Nødhjælps Christian Services Committee, med en såkaldt ”giv-videre” klausul.
Den betyder, at hun skal give de første smågrise videre til andre trængende familier. Nu bruger hun grisenes gødning til at gøde sin køkkenhave.
Når vi spørger, om grisene ikke let kan stjæles, siger hun:
'Nej! Grisene støjer ret meget, og hvis nogen nærmer sig grisestien, hviner de så højt, at vi straks vil høre det.'
Ikke altid råd til kød og æg
Nu fortsætter livet for Anna, men hun har stadig smertelige minder om de gode, gamle dage, da kaninprojektet gik godt.
”Jeg kan ikke påstå, at alt er, som det plejer.
Jeg havde en konstant kilde til kød til mine børn, og hønsene lagde æg, som jeg blandede med grød til børnene.
Jeg havde store forhåbninger om, at mine børn aldrig ville lide af fejlernæring igen, men nu må jeg købe kød og æg, og det kan jeg ikke altid klare.” fortæller Anna.
|
Folkekirkens Nødhjælp |
