Fodboldene bliver både givet til udsatte børn og unge i ungdomsfængsler i Kasakhstan og Kirgistan.
Vi befinder os i Kirgistans ungdomsfængsel nummer 14 lidt uden for hovedstaden Bisjkek, hvor bolden blev indviet med en venskabskamp mellem et professionelt hold fra hovedstaden Bisjkek og et hold fra ungdomsfængslet.
På banen kæmper de to hold en brav om end ulige kamp.
Fra sidelinien følger de indsatte unge mænd med de hårde og hærdede ansigter tavst med i slagets gang.
| Giv en fodbold |
|---|
De 87 indsatte drenge og unge mænd mellem 14 og 18 år har set frem til besøget fra ’verden uden for murene’.
”Børnene har ventet utålmodigt på denne dag”, forklarer fængselsdirektør Mirbek Mintaev.
”Hverdagen herinde kan være monoton. Vi som personale kan ikke lave store forandringer, men fodboldkampen skaber noget afveksling, og det er godt. Drengene vil helt sikkert huske denne dag som et godt minde.”
Fodbolde skaber håb
Fodboldkampen fløjtes af, og spillerne siger tak for kampen. Det professionelle hold fra Bisjkek vandt 3-2 og holdets anfører får overrakt pokalen, men den bliver straks givet videre til anføreren af holdet fra ungdomsfængslet som en symbolsk gestus. I dag er der ingen tabere inden for murene.
For Andrei Manuelov på 17 var det en stor oplevelse at spille mod et rigtigt fodboldhold.
”Det var rigtig sjovt at spille, selvom vi ikke vandt,” siger han, mens han får pusten.
”Vi kunne ikke rigtig træne før kampen, fordi vi ikke havde nogen fodbolde, men nu kan forberede os til næste gang.”
Læs også: Gaver, der gør en forskel.
En tidslomme fra Sovjettiden
Chingiz Jusubakunov på 18 synes også, at hverdagen i fængslet er monoton. Hver dag står han og de andre drenge op klokken 6.30, vasker sig og spiser morgenmad klokken 7.
Derefter går dagen med undervisning, men det er ikke meget drengene lærer. Fængselspersonalet er ikke uddannet til at tackle børnene, der ofte kommer fra opbrudte familier med alkoholiserede forældre. Derfor er der streng disciplin og kedelig udenadslære.
”Både lærerne og skolebøgerne er som fra Sovjettiden. Det er ligesom vi lever i fortiden,” fortæller Chingiz.
Chingiz har stadig 9 år tilbage i denne tidslomme, før han bliver løsladt. Det kan være svært at forestille sig, hvordan livet vil forme sig, men Chingiz har planer:
”Alle har drømme, de gerne vil nå. Jeg vil gerne hjælpe mine forældre, få en kone, en uddannelse og et job. Jeg vil gerne leve et normalt liv.”
Organisationen Pokolenie arbejder for reformer af ungdomsfængslerne i Kirgistan. Fængselspersonalet undervises i pædagogik og nye undervisningsmetoder, så de kan inspirere drengene til at få en uddannelse.
Sociale aktiviteter som fodbold hjælper Pokolenies personale til at nå ind til børnene, der ofte er aggressive og lukkede på grund af deres svære opvækst.
|
Folkekirkens Nødhjælp |
