Ivanovka, Chui-regionen
| Jyzgal med sin gave-ged. Gederne er hårdføre dyr. De er ude selv i de koldeste vintermåneder, hvor dagtemperaturen i Kirgistan ofte er 20 minusgrader. Landsbyens geder, får og køer græsser sammen og landsbyboerne er hyrder på skift. |
Ged møder ged. Og sød musik opstår. Eller hvordan det nu foregår i de kredse. De fleste vil nok mene, at det er naturen, der går sin gang.
Facit er det samme. I gede-regning er 1 plus 1 lig med mange. Den ged, du giver onkel Svend i julegave, kan hurtigt få både otte, 12, 16 og 20 ben at gå på. De har det med at formere sig, geder.
”Vi fik to geder i vores gruppe på syv medlemmer. Nu har vi 14,” siger Jyzgal. Han er med i selvhjælpsgruppen Yveky i landsbyen Ivanovka i Chui-regionen, tre kvarter på fire hjul øst for Kirgistans hovedstad Bishkek.
Hjælp til selvhjælp
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med organisation Ressource Center for Elderly (RCE). Yveky er én af i alt 127 selvhjælpsgrupper, som RCE har organiseret i området. Grupperne, der typisk består af ti ældre fra samme landsby/lokalområde, får hjælp til at hjælpe sig selv.
Gennem undervisning, økonomisk støtte og konsulentbesøg får grupperne viden, så de kan skabe indkomstgenererende aktiviteter (håndarbejde, dyrehold), og de får selvtillid og styrke til at stille krav og kæmpe for deres rettigheder. Og så har grupperne ikke mindst en social funktion. Ensomme ældre bliver en del af et fællesskab, og gruppen drager omsorg for sine svageste medlemmer.
Fra jalousi til respekt
RCE har også et mikro-kredit kontor, og nogle selvhjælpsgrupper yder selv mikro-lån til medlemmer og folk i lokalområdet. Det sker efter en fælles vurdering og beslutning og til lav rente. Renteindtægterne bruges til nye mikro-lån eller materialer til gruppens aktiviteter.
I Jyzgals gruppe har salget af geder givet gruppemedlemmerne hver 1.000 som (ca. 125 kr.), et væsentligt tilskud til kul, mad og tøj i den kolde kirgisiske vinter.
Geder bliver til kul, men også til kød på middagsbordet. Og ulden bliver forvandlet til sokker og andet strikketøj, der genererer kontanter til grupperne.
Gederne har endnu mere på samvittigheden. De har ændret mændenes indstilling til selvhjælpsgrupperne. Nu står de ikke i døren og surmuler, når kvinderne går til gruppemøde. De vil selv være med. For gedehold er mandearbejde. Og via dyreholdet har de fået forståelse for vigtigheden af at kunne selv - og være fælles om at kunne det.
”I begyndelsen var mændene vel nærmest jaloux. Nu er de med, og vi har brug for dem,” siger Nina Filipovna, der er leder af den lokale Selvhjælpsgruppe-sammenslutning med kontor i Station Ivanovka på hovedvejen mellem Bishkek og Balikchy.
Tekst: Hans Buhl, journalist og seniorfrivillig for Folkekirkens Nødhjælp i Kirgistan



