Margrethe Nanyanzi bor sammen med sine fem børn og mand i Minzori sogn i det sydlige Uganda.
Sidste år skete der en forbedring i deres husstand: De fik tildelt to geder og såsæd til at kunne skabe deres egen køkkenhave.
I dag er Margrethes ene ged med kid, og hun venter i spænding på at kunne høste sine auberginer og kål.
Grøntsagerne giver familien den ekstra næring, som de normalt ikke ville have haft råd til, og gederne giver håb for en sikrere fremtid.
Hiv-smittede organiseres i selvhjælpsgrupper
Margrethe er alene, da vi møder hende ved deres hjem. Margrethe’s mand er bygningshåndværker og er på arbejde.
I landsbyen arbejder Folkekirkens Nødhjælp også for at sikre hiv-smittedes sociale udvikling og Margrethes mand er kommet med i en hiv-gruppe, der mødes 1-2 gange om måneden.
De støtter hinanden i at takle de udfordringer, de møder som hiv-smittede og diskuterer, hvordan man kan mobilisere flere i landsbyen til at tale åbent om deres sygdom.
De får træning og information om hiv og aids og lærer eksempelvis, hvilken medicin, man skal tage, hvor ofte, og hvornår på dagen.
Et fælles budskab
Lidt senere møder vi Franka Namusokie. Også her er budskabet, at gederne og køkkenhaverne giver håb om en mere sikker fremtid.
Franka er en højtgrinende kvinde, der stolt viser det stykke jord frem, hvor hun har plantet sin køkkenhave.
Franka er HIV-smittet og mor til otte børn, hun er også med i en hiv-gruppe.
Franka har drømme om at bygge et bedre hus til sin familie.
Med de mange grøntsager hun nu kan høste er hendes helbred blevet styrket, da kosten er mere næringsrig, end hvad hun tidligere har spist.
Råd til at komme i skole
Den sidste familie , vi besøger i landsbyen, er Nakatenda på 16 år og hendes storebror Kateraga på 28 år.
Også her giver gederne og køkkenhaven håb for fremtiden.
Sidste år fik familien tildelt to geder og såsæd til en køkkenhave. Gederne har sidenhen produceret et tvillingepar og et enkelt gedekid.
Nakatenda fortæller, at der nu er råd til, at hun kan fortsætte sin skolegang. De er fire børn i familien og Kategara har nu overtaget farens rolle som familiens forsørger.
Med de afgrøder, som såsæden har givet, har de god næring til familien, og da de har haft en god høst, har de også kunnet sælge grøntsager på markedet.
Deres mor er netop taget på sundhedsklinikken for at hente den månedlige dosering af den medicin, der bremser hiv-smittens udvikling.
Medicinen er i følge ugandisk lov gratis og tilgængelig for alle.
I praksis er det dog et stort problem, at klinikkerne ligger mange kilometer væk for de hiv-smittede, og klinikkerne har ofte ikke medicin nok.
Nu er jeg glad
Nakatenda er netop kommet hjem fra skole. Hun fortæller os, at hun for første gang siden farens død er glad.
Hendes far døde af aids, og de sidste par år har hendes mor deltaget i en hiv-gruppe i deres landsby.
Ofte har grupperne et overtal af kvinder. Det skyldes, at mange mænd ikke har lyst til at deltage i grupperne.
Mændene frygter, at de vil blive mødt af fordomme og stemplet som amoralske og ”umandige”.
I stedet isolerer de sig fra resten af lokalsamfundet og dør oftest hurtigere, fordi de mangler viden om hiv og aids og hvilken medicin,
der skal anvendes, hvornår på dagen og hvor ofte.
Nakatenda ser nu sin mor være glad, og det smitter af på hende:
”Min mor siger, at med de geder vi har, skal vi ikke længere bekymre os,” fortæller hun.
|
|
|
Folkekirkens Nødhjælp |
