| ”Mine yndlingsfag er biologi, fysik og kemi, og min drøm er at blive læge. Så vil jeg behandle folk gratis, det er der brug for her i Uganda,” fortæller Benon. |
"Her sover mine søskende.” 19-årige Benon viser mig det ene af de to rum i familiens hus. Familien består af fem medlemmer. Benon, en lillesøster og tre yngre brødre. Det lille hus er bygget til børnene af RACOBAO, Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation i Uganda.
Benon og hans søskende blev forladt for syv år siden. Benon var kun 12 år gammel. Faderen døde, og tre år senere forlod moren børnene.
"Vores mor tog af sted, fordi hun stadig var ung, jeg tror, hun ville finde en ny mand," forklarer Benon.
Bror har ansvaret
De såkaldte child headed households er ikke ualmindelige i det sydlige Uganda, hvor der findes 900 forældreløse familier. Det skyldes dels, at børnene bliver efterladt, som i Benons tilfælde, dels at forældrene dør af AIDS.
I dag er Benon 19 år og går på kostskolen Gonzaga Secondary School i Lyantonde. Derfor er det nu Benons lillebror på 16 år, der har ansvaret for de yngre søskende.
Når Benon er hjemme i ferierne, snakker han med sine søskende om, hvor vigtigt det er, at de passer skolen. Derudover planlægger de sammen, hvordan de passer deres husholdning. Den forældreløse familie har nemlig, ud over hjælpen til deres skolegang, også fået geder fra ”Giv en ged-julegaverne”, og de har fået undervisning i, hvordan de skal passe dem. De dyrker også jorden, så de har en indtægt og kan blive ved med at gå i skole alle sammen.
Mad nok
Vi er nået til haven, hvor middagssolen bager ned på den rødbrune jord, gederne bræger, og en høne løber hen over gårdspladsen med fire forvirrede kyllinger bag sig.
De yngre søskende er i skole. Benon udpeger spirerne af bønner og majs, og viser mig matoke bananerne.
| Fakta: |
| Benon er ét af de børn, der igennem Folkekirkens Nødhjælps gavekatalog har fået støtte til at gå i skole. Støtten består i skolepenge, en skoleuniform, skoletaske, sko og skriveredskaber. Benons situation er ikke unormal i Uganda. Børn, der pludselig står med ansvaret for en hel søskendeflok er et udbredt fænomen i det sydlige Uganda, hvor HIV/AIDS for første gang blev opdaget I 1982. I Lyantonde distriktet er antallet af HIV smittede 12 procent, det er næsten dobbelt så mange som det nationale gennemsnit på 6,4 procent. Der er i dag mere end 1 million HIV smittede i Uganda. RACOBAO står for Rakai Community Based AIDS Organization. |
"De her bananer er snart klar til at blive solgt. Når vi sælger bananerne, kan vi købe mel og sukker, og nogle gange kan vi også købe noget tøj og måske et par sko," forklarer Benon.
Benon og hans søskende har modtaget frø og fået træning og vejledning i at dyrke jorden fra RACOBAO. Ved siden af haven står gederne i en lille indhegning. Overdækningen er lavet, så der er en lille forhøjning, hvor gederne kan søge ly for regn.
"Hvis vi får nok gedekid, så sælger vi dem, når de er store nok. Så har vi råd til at betale for bøger. I Uganda er der fri folkeskole, men der er mange, som ikke kommer i skole, fordi de ikke er råd til skolebøger, blyanter, papir og skoleuniformer. Så vores geder er vigtige for os," fortæller Benon.
"Det var svært at være alene med mine søskende, da vores mor forlod os, og da jeg startede på Gonzaga spekulerede jeg over, hvordan mine søskende mon havde det derhjemme, men nu ved jeg, at der er mad i haven, og at vi ved at sælge gederne kan få råd til, at de også kan gå i skole, så nu er jeg mere rolig"
Benon tørrer jorden væk fra sin skoleuniform.
"Nu kan jeg bedre koncentrere mig i skolen" slutter han.



