| Subanas ged hedder Chinni - 'Mit lille barn'. |
Subana er 50 år gammel og bor i en landsby med 16 familiehuse i den indiske delstat Andra Pradesh.
De fleste i byen er dalitter - og tilhører de laveste kaster i det hinduistiske kastesystem.
Subana blev enke for ni år siden og er mor til to voksne døtre og en søn, der alle er gift og bor langt væk. Hun har derfor ingen til at hjælpe sig i hverdagen.
Subana har fået en ged og er meget glad for det selskab, dyret giver hende.
Geden kalder hun 'Chinni', hvilket betyder 'mit lille barn'. Andre får ikke gerne lov til at holde Chinnis snor.
"Jeg snakker med den, inden jeg går i seng og fortæller den om, hvordan jeg har det. Det føles godt at få luft for mine bekymringer. Chinni sover ved siden af mig på gulvet i min hytte," fortæller Subana.
Det første kid skal gives videre
Geden blev købt på et lokalt marked til 3.000 rupees.
Nu venter geden sit første kid. Det første skal Subana give videre til en anden enlig kvinde, men hun får lov at beholde alle de efterfølgende.
En voksen ged kan sælges for 5-6.000 rupees, så det bliver et velkomment supplement til den lille månedlige enkepension på 400 rupees.
Geder hjælper de mest udsatte kvinder
Ni kvinder fra Subanas landsby har modtaget en ged. Alle er enlige. En er smittet med hiv, en anden er mentalt og fysisk handicappet.
Landsbyens familier besluttede selv, hvem der var mest trængende og skulle have de første geder. Enlige kvinder stod øverst på listen.
En ged fik en infektion i halsen og døde, men ejeren fik den erstattet. Tre geder har fået deres første kid.
Kvinderne skiftes til at holde øje med dyrene i løbet af dagen, mens de er på græs. Gederne er ikke en forpligtigelse. "De spiser hvad som helst - også kogte linser. De får, hvad der er."
Kvinder har fået skøder på jorden
En undersøgelse fra 1995 viste at 65 procent af al landbrugsjord i Andra Pradesh blev ulovligt udnyttet.
I 2003 gik en lokal NGO, Sahanivasa, som Folkekirkens Nødhjælp arbejder med, i gang med at oplyse landsbyer i distriktet om deres rettigheder til jorden og hjalp med ansøgninger og juridiske råd.
På fem år er det lykkedes at distribuere 5282 hektar land til 10.476 kvinder.
I foråret 2008 lykkedes det at skaffe skøder og jordlodder til flere familier. Kvindernes navne står på skøderne.
Men de fleste voksne kvinder i landsbyen spiser dog fortsat kun et måltid om dagen. Mænd og børn får som regel to måltider.
Først når regntiden kommer kan såningen begynde. Afgrøderne vil både give en øget indtægt til husholdningerne, men også sikre en bedre ernæring.
Af Mette Lund Sørensen



