Mulawa, Siawonga-distriktet
| John Mugogoda demonstrerer, hvordan trædepumpen virker. Foto: Valerie Chanda Chibuy |
40 familier i landsbyen Mulawa har fået glæde af gaven ”Giv en trædepumpe”, som er én af de mange velgørenhedsgaver, der kan købes på www.givenged.dk. Trædepumperne betyder, at familierne skal knokle mindre for at hente vand, og de er mindre udsatte for at blive overfaldet af krokodiller, for vandet fra floden bliver nu pumpet op via trædepumpen et godt stykke fra flodbredderne.
John Mugogoda og hans familie er blandt de landsbybeboere, der har organiseret sig omkring trædepumpe-projektet.
"Tidligere måtte vi bruge en spand til at hente vand i floden til at vande vores køkkenhave og majs med. Det er tungt, og det tager tid, fordi man skal gå rigtigt mange gange for at få vand nok. Og så er det også ekstremt farligt, da der er mange krokodiller i Kafue-floden," fortæller John Mugogoda.
Floden er vigtig
Familierne har fået otte trædepumper og tilhørende rør til overrisling af deres køkkenhaver, og projektet er en del af et fødevaresikkerhedsprojekt i landsbyen.
Mulawa ligger i Siawonga-distriktet i det sydlige Zambia tæt ved Kafue-floden, der er en af de største floder i Zambia. Indbyggerne i Muluwa er afhængige af Kafue-floden, både i forhold til at få vandet deres køkkenhaver og smålandbrug, og også i forhold til fiskeri.
Men det har været meget besværligt for dem at udnytte vandet fra floden ordentligt, for de har manglet lav-teknologiske løsninger som eksempelvis trædepumper til overrisling, fortæller Valerie Chanda Chibuye, der er projektansvarlig for Folkekirkens Nødhjælp i Zambia.



