Aftensolens lave, rosafarvede lys er det eneste formildende ved situationen.
På en stille gade i et nyopført og alligevel slidt boligkvarter i Skt. Petersborg holder en gammel, blå bus.
En stadig strøm af duknakkede personer med hænderne i lommen og hættetrøjen eller kasketten trukket ned over øjnene nærmer sig hurtigt bussens bagdør,
stiger ind og er væk nogle få øjeblikke, før de hurtigt er ude af bussen og området igen.
Den blå bus har siden 1995 været et sundhedstilbud til Skt. Petersborgs omkring 65.000 hard core narkomaner.
I Rusland er hiv-epidemien primært blevet spredt blandt stiknarkomaner, narko-prostituerede og gadebørn, der har delt kanyler med hinanden.
For at bremse den smittevej kører organisationen Humanitarian Action (HA) hver eftermiddag og aften rundt med bussen for at tilbyde stofmisbrugere rene sprøjter og kanyler mod at aflevere de brugte. Arbejdet sker bl.a. med støtte fra Giv en Ged-kampagnen og velgørenhedsgaven ”Giv et kondom.”
Udleveringssted, klinik og samtalerum
Bagerst i bussen, hvor brugerne kommer ind, er et lille modtagelokale, hvor en socialrådgiver er klar til at pakke det udstyr, der er brug for.
De fleste narkomaner beder om meget tykke nåle, som er gode i dårlige årer og til stik i lyske og armhule.
Man kan max få 100 kanylesæt ad gangen, men med ødelagte og tilstoppede årer kan man skulle bruge 6-7 sæt om dagen.
Socialrådgiveren spørger også, om folk har brug for andre ting.
Det kan fx være nye informationsfoldere, en uforpligtende snak eller et besøg hos bussens sygeplejerske.
Hun kan tage blodprøver til hiv-test eller rense de sår, man kan få af at fixe dårlige stoffer.
Humanitarian Action tilbyder også at gå med, hvis en bruger har brug for hjælp til at svare på kommunens breve eller finde vej gennem bureaukratiets jungle.
En af årsagerne til bussens succes er, at brugerne ikke registreres.
Et særligt nummersystem gør, at HA alligevel kan føre statistik over sine brugere:
Første gang man kommer, får man et nummer, et lille antal kanylesæt og tilbud om flere, hvis man kommer tilbage med de brugte i stedet for at smide dem i områdets sandkasser, postkasser og andre steder, hvor brugte kanyler er til fare for andre.
Modstand fra myndighederne
”Myndighederne har svært ved at forstå vores projekt.
Vores arbejde går først og fremmest ud på at beskytte narkomanernes helbred,
og vi vil meget gerne hjælpe dem videre, hvis de bliver klar til det.
Myndighederne er ligeglade med narkomanernes sundhed.
De vil dybest set bare af med narko-problemet og med narkomanerne,” fortæller Alexander Komakovsky fra Humanitarian Action. ”
Alligevel er myndighederne begyndt at interessere sig for Humanitarian Action’s arbejde.
Nogle progressive embedsmænd kan godt se, at organisationen har fat i en gruppe, som myndighederne ikke aner,
hvordan man kommer i kontakt med, fx de mest forråede hardcore gadebørn og de gamle narkomaner.
De ved også, at HA har ideer og know how, der ikke findes på noget kommunalt eller ministerielt kontor.
Stok og pisk frem for forebyggelse
Humanitarian Action’s vigtigste arbejde er faktisk forsøget på at få Ruslands social- og sundhedsvæsen i tale,
mener Maria Nedergaard Gosticheva, Folkekirkens Nødhjælps tidligere repræsentant i Rusland.
Samfundets institutioner fokuserer på skræmmekampagner i stedet for forebyggelse.
Regeringen har, godt bakket op af den russiske kirke, forbudt seksualundervisning og oplysning om kønssygdomme til unge under 18 år.
Det statslige GosNarkoKontrol har monopol på oplysningskampagner om stoffer til unge under 18.
Organisationens måde at drive informationskampagner på sikrer – om ikke andet - at alle ved, at hvis man bliver offentlig registreret som narkoman,
er man stemplet, og ens fremtidsmuligheder og chancer for at få en uddannelse eller et job er reduceret til næsten nul.
Følgelig bliver Humanitarian Action’s brugere bliver yngre og yngre - sundhedsvæsenets håndtering af hiv og aids fortsat mangelfuld
– og Humanitarian Action’s oplysende arbejde helt afhængigt af støtte udefra.
Minibus til gadens piger
En minibus svinger om hjørnet og parkerer lige bag den gamle, blå bus.
I løbet af ingen tid begynder yngre kvinder i meget korte skørter og høje hæle, de fleste mellem 20 og 25 år, at stile mod minibussen.
En flot, langbenet pige med tung make up må støttes af sin kæreste for at komme ind på sædet ved det lille bord bagerst i bussen.
En sygeplejerske putter hurtigt en håndfuld kondomer, glidecreme og nogle kanyler i en lille plasticpose, som pigen skyndsomst propper i sin dametaske.
”Fyrene er med, indtil pigerne har tjent nok til deres forbrug. Når fyrene har fået, fortsætter pigerne på egen hånd,” fortæller sygeplejersken.
Pigerne i minibussen skal ikke aflevere deres brugte kanyler for at få nye. De er på arbejde og kan ikke slæbe rundt på brugte kanyler.
Det vigtigste er at hjælpe pigerne til at undgå kønssygdomme ved at udlevere kondomer og glidecreme – og kanyler til de mange, der også har brug for det.
10 minutter holder bussen i gaden. 17 piger dukker op for at få en lille pose. Så bliver der ringet fra det næste stoppested:
”Hvor bliver I af? Vi kan ikke stå her og vente – vi er på arbejde!”
