Giv en Ged har ændret Wubitos liv
Print
To geder blev hurtigt til 13 geder i Wubito Mamos varetægt. Væk er bekymringerne om at skaffe mad og skolegang til børnene. Vejen ud af fattigdommen er lagt.
30.11.2010 af Folkekirkens Nødhjælp

Ketena three, Amhara regionen, Etiopien

Wubito Mamo. Foto: Folkekirkens Nødhjælp

32-årige Wubito Mamo er en energisk kvinde. I 2007 fik hun to geder af danskerne igennem Folkekirkens Nødhjælps Giv en Ged kampagne og modtog undervisning i, hvordan de skal passes. De to geder blev hurtigt til 13 geder, som den enlige mor til tre piger på 8, 10 og 16 år kunne begynde at sælge og slagte.

”Jeg solgte to af gederne og brugte pengene til at købe tøj til min familie og husholdningsting. Jeg har også slagtet to geder til højtider,” fortæller Wubito Mamo, som bor i Etiopiens højland.

I Etiopien falder nytåret i september måned. I den anledning slagtede Wubito en ged, og hendes børn kunne en sjælden gang få kød på bordet. Før Wubito blev udvalgt til at modtage to geder, var hun blandt de fattigste i sin landsby. Sådan er det ikke længere.

Nye investeringer

Info om Etiopien:

Sult er et altdominerende problem i Etiopien. Hver 10. etiopiers overlevelse er direkte afhængig af, at regnen kommer til tiden - og omkring 7 mio. mennesker er kronisk afhængige af fødevarehjælp udefra.

Folkekirkens Nødhjælp støtter de fattigste grupper på landet og samarbejder med blandt andre den lokale evangeliske kirke Mekane Yesus (EECMY) og med Det lutherske Verdensforbund, LWF. Gennem kampagnen Giv en ged har udsatte mennesker i Etiopien fået en meget konkret håndsrækning til et bedre liv.

Da Folkekirkens Nødhjælps partnere så, hvordan Wubito var i stand til at få gederne til at yngle og generere en ekstra indtægt til sin fattige familie, blev hun udvalgt til at modtage yderligere seks geder igennem et nyt projekt.

Indtægterne fra gederne bliver brugt til at betale for børnenes skolegang, tøj, mad og besøg hos den lokale klinik, hvis der er sygdom i familien. Der er også penge tilovers til at investere i nye initiativer, der skal give hende en indkomst. Wubito har blandt andet købt høns og sælger æggene på det lokale marked. Hun tjener også penge på at brygge lokalt øl.

”I det nye år har jeg solgt tre geder og købt træ til at bygge et hus, som skal have et tag af metalplader,” siger Wubito Mamo stolt.

Et hus med metaltag er et tydeligt tegn på, at en familie er ved at løfte sig ud af den dybeste fattigdom. Med sin viljestyrke og med hjælp fra danskerne er Wubito Mamo godt på vej. I dag har hun 14 geder, som hun avler videre på.

Tekst: Abate Mohammed Abate, Projekt-koordinator i Dehana, Den etiopiske Evangeliske Kirke Mekane Yesus


Du kan betale med Dankort, VISA, VISA ELECTRON, Diners Club, Master Card, Maestro og JCB