Støt

Fra fattig husmor til succesfuld entreprenør

Ti høns bliver hurtigt til to grise, en hel køkkenhave og børn med mætte maver. 

Sådan lyder fortællingen om Getrude Nyrienda, der på få år er gået fra at være fattig husmor til en succesfuld entreprenør i landsbyen Rumphi i det nordlige Malawi.

For kun to år siden boede hun og familien i et lille lerhus, der hverken kunne holde rotter eller regn ude. Ofte var der kun råd til et enkelt måltid om dagen, og børnene kom sjældent i skole, da de enten skulle hjælpe til derhjemme eller ikke havde kræfter nok til at komme af sted.

Men i 2016 modtog Getrude ti høns fra Folkekirkens Nødhjælp, og det blev livsændrende for den 35-årige kvinde, hendes mand og deres tre børn.

Udover ti høns modtog Getrude også undervisning i hønsehold og bogholderi, og hun lærte at sælge kyllinger til den bedste pris på markedet.

”Jeg har ingen uddannelse, og kunne ikke forestille mig, at jeg skulle blive en forretningskvinde. Men i dag har jeg 50 høns og en stor produktions af æg og kyllinger, som jeg sælger. Og mine kyllinger er de største i hele området,” siger hun med stolthed i stemmen.

©BAX

Flere gange om ugen tager Getrude på det lokale marked for at sælge ud af sine varer. Men det er ikke kun markedskunder, der vil have fat i hendes kyllinger. Hun er også begyndt at sælge til områdets restauranter.

Samtidig håber hun at udvide hønseproduktionen med andre husdyr. 

”Jeg kan se, at det godt at have flere forskellige dyr. Så jeg har købt to grise, og der er snart pattegrise på vej, ” siger hun.

Getrude fortæller, at det gør hende glad, at hun i dag kan mætte sine tre børn, og de igen har kræfter til at komme i skole hver dag.

”Vi har også fået råd til at få nyt tag og vinduer med gardiner i vores hus. Jeg er rigtig stolt af mit hus. Jeg er så taknemmelig for, at jeg fik lov til at få høns, og jeg er så taknemmelig for alt det, som jeg har lært. ”

©BAX