Støt

Kaninerne formerer sig som… kaniner

Mad, tøj, skolegang og en cykel. Der kan komme lidt af hvert ud af det, når et par kaniner hurtigt bliver til flere takket være den helt rigtige pleje fra Malawis fattige bønder

”Nogle bruger pengene på mad eller bliktage til husene, og jeg har selv købt en cykel.”

34-årige Kingsley Ndhlovu fortæller, hvilken kolossal forskel et enkelt kaninpar kan gøre for en familie i hans lille landsby.

”Der er også mange, der bruger pengene på skolebøger,” fortsætter han.

Kingsley Ndhlovus landsby modtog kaniner af Folkekirkens Nødhjælp i 2014. Han fik også selv to – en hun og en han – og de er siden blevet til mange flere. Med ordentlig pleje og adgang til mad formerer kaninerne sig op til en gang om måneden, og det der penge i. Han sælger de fleste kaninunger videre for 25 kr. stykket. Penge, der falder på et tørt sted, når han skal forsørge sin lille familie bestående af ham selv, hans 28-årige kone Flada og børnene på ni, fem og 2,5 år

©Andreas Hagemann Bro

 
Malawi i det sydøstlige Afrika er et af verdens fattigste lande, og for den fattige landbefolkning er livet ofte hårdt. De fleste lever af den smule mad, som de selv kan dyrke på markerne, så når der er tørke som nu, kommer sulten. De fleste får kun mad én gang om dagen.

Kaninerne kan spise mad, som mennesker ikke kan. Kingsley Ndhlovus i alt nu 11 kaniner lever blandt andet af blade fra majsplanterne, og deres ekskrementer bruger han som gødning på marken. Så når regnen kommer, skal grøntsagerne nok spire.

”Derved slipper jeg for at bruge penge på kunstgødning,” siger han.

Kingsley Ndhlovus har blandt andet fået råd til en cykel, som han stolt viser frem. I Malawi er en cykel ikke blot et middel til at transportere sig selv på. Malawierne kan stable imponerende mængder varer på bagagebæreren, og han bruger blandt andet sin cykel til at tranportere kaniner til markedet, når de skal sælges.

”Så bruger jeg pengene på mad til familien og tøj til mine børn,” siger han.

©Andreas Hagemann Bro